I disse dage tænker jeg meget på de to helt forskellige indstillinger til livet og til verden. Den ene
tilgang er at finde fejl. Se på, hvad der er gået galt og dermed også finde nogen at give skylden for
det. Drage nogen til ansvar, finde skurken. Den anden tilgang er at gå efter guldet. Det vil sige at se
på, hvad der virker, hvad der lykkes og hvordan vi kan få mere af det. Hvad kan vi lære af det, der er
hændt.
Jeg ved godt, hvor jeg synes fokus skal være. Fremtiden og læring, er mit klare svar. Det, der er
sket, kan vi ikke ændre, men vi kan lære af det fremover.
I min tid som ansat i sundhedsvæsenet blev der indført audit på udvalgte forløb. Her var fokus at
se på, hvad vi kunne lære af forløbet. I starten sad alle med ”kortene” tæt inde til kroppen og delte
ikke alt fra forløbene. Det var som om, der nærmest lugtede af angst for at få skylden for en fejl:
”Det er din skyld, du burde have handlet anderledes” – angsten for at blive udråbt som skurken
skulle elimineres før alle delte alt, når forløb skulle gennemgås. Det virkede som om, der lå en
ældgammel iboende angst for at blive gjort skyldig og så kunne personen skamme sig over det.
Hen i skammekrogen med dig. Det tog tid, at vende disse audit til at dele hændelser til læring, men
det lykkedes. Det blev til læring i stedet for at sætte fokus på fejl.
Når jeg ser, hvad der foregår omkring Corona-virus, er der meget fokus på de fejl, der er begået.
Den ene hænger den anden ud. Jeg ved godt, at politikerne finder alt det, de kan finde på
hinanden for at hytte deres egen taburet. Ja, der er taget beslutninger, der kunne have været
anderledes, men de beslutninger er taget, og derfor er der ingen grund til at finde syndere for det.
Hvis vi nu i stedet brugte energien på at få overstået den situation, vi er landet i og brugte
erfaringerne til at blive klogere, så kunne der frigøres tid og kræfter til dette fremadrettede fokus.
Rigtig mange mennesker er bange for at blive gjort skyldige, skammet ud eller beskyldt for noget
de ikke har gjort. Retfærdigheden er vigtig for rigtig mange.
Der er også mange, der har travlt med at skubbe ansvar fra sig; det var ikke mig, der gjorde det,
måske endda selv om det var mig, der gjorde det. Hvor kommer det fra?
Den største del af vores adfærd kan spores helt tilbage til vores tidlige år. Den adfærd ligger
iboende i underbevidstheden. Med et bliver den trigget og vi reagerer, som om vi var små børn.
Helt uden at tænke over, hvad der sker. Først når bevidstheden om vores egen historie dukker op,
skabes der mulighed for en forandring.
I de tidlige år er barnet afhængig af de voksne omsorgspersoner, og barnet vil gøre hvad som helst
for at være inde i flokken. Derfor opstår rigtig mange uhensigtsmæssige adfærdsmønstre fra den
tidlige barndom. Alene fordi det var den adfærd, der gav oplevelsen af at være ”rigtig”.
Den adfærd kan medføre at man fralægger sig ansvar og gør andre skyldige eller til syndebukke for
egen adfærd.
Det oplever jeg rigtig ofte, når par er i terapi – de giver hinanden skylden for elendigheden. I
parforholdet eller andre forhold mellem mennesker, det kunne også være chefen eller de politiske
modstandere, eller en helt anden, er det ofte de andre, der får skylden. Uanset, hvem der får
skylden, så er det sundt og godt at se på sin egen historie. Den historie der ligger til grund for de
fleste adfærdsmønstre.
Det kan forklares på følgende måde:
En reaktion starter med en hændelse, det aktiverer historien (ofte gammel), som aktiverer en
gammel følelse og så følger handlingen.
Hver gang vi reagerer, er det godt at se på sin egen historie. Tag et spejl og se på dig selv i stedet
for at give andre skylden, skamme dem ud eller tillægge dem til ansvar for din adfærd. Jeg taler
ikke om ulovligheder, så som at ødelægge andres genstande, eller påføre andre smerte. Jeg tænker
på de situationer, hvor andre gøres skyldige for egen vinding – uanset om det er bevidst eller
ubevidst.
Det kan være chefen der får skylden for at en ansat bliver stresset, af for mange opgaver. Eller en
partner der får skylden for, at forholdet er kedeligt.
Uanset, hvad der peges på, er det vigtigt at se på hvad der bliver aktiveret i din egen historie. Hvad
er det for et ønske om at være fejlfri, der hersker inde i dig lige nu? Den mest primitive adfærd er
at pege på andre, uden at have set på sin egen historie først. Der er rigtig mange, der tror, at det
var partneren, chefen, det andet politiske parti eller noget helt anden, der var årsagen til
reaktionen. Men sådan forholder det sig sjældent – det er den gamle historie, der aktiverer
adfærden. Når du først begynder at se på din egen historie og tager ansvar for dine egne
handlinger, har du mulighed for at vokse som voksen.
Lige nu er der gang i at finde fejl og skyde skylden på hinanden i det politiske liv.
Hvad om vi brugte tiden på at finde en løsning på situationen i stedet for at påpege fejl og mangler.