Hun ligger på den ene sofa med sin iPhone, han ligger på den anden med sin iPhone – de tapper – hver for sig på hver sin skærm. Ingen af dem siger noget, opmærksomheden er helt fokuseret på skærmen, og det de hver især har gang i der.
”Sådan har det da været i flere år”, siger de begge, da vi snakker om deres forhold og hvad de laver om aftenen, når ungerne er lagt i seng. Det starter faktisk før ungerne kommer i seng. De kommer hjem fra arbejde, spiser sammen og så snart opvasken er til side, suser de ind på sofaen og indtager hver ”sin plads”. Efter 3-4 timer på sofaen, hvor de har ”været på” går de i seng. Samtale, intimitet, dates og sex……hm, tja hvornår var det lige vi gjorde/havde det sidst? De kigger spørgende på hinanden, da jeg spørger om det. Deres dag er (var) forudsigelig, kedelig og øv. Er det livet, spørger de begge sig selv? Tja, det er det, hvis tiden bruges på at sove, arbejde, spise og tappe på tabletten. I kunne også vælge noget andet, siger jeg. På jobbet er de begge til MUS samtaler – den ene hvert ½ år, den anden hvert år. De kan pludselig godt se, at de selv har et ansvar – et ansvar for deres parforhold. De er bare aldrig kommet i gang med at snakke sammen, så gættekonkurrencen er i fuld gang. De gætter og gætter, konkluderer og konkluderer – det er jo det, de har lært af deres forældre. Det er det, de har med sig i bagagen – i parforholdsbagagen.
Når kærester ikke taler sammen, så bliver det en ren gættekonkurrence, og der går det som regel helt galt, for vi har det med at gætte forkert. Helt op til 90 % af gættene er ikke i overensstemmelse med det, der er ment. Hvad er det der går galt? Jo! – De er slet ikke nærværende. Hvad vil det egentlig sige at være nærværende? Nærvær er netop at prøve at forstå hinanden: Hvad betyder det? Mener du..? Har jeg forstået det rigtigt, når jeg hører dig sige..? Fortæl mig mere om… At være nærværende i en samtale er at være nysgerrig og interesseret i, hvad partneren fortæller. Være her og lige nu sammen med partneren. Lytte for at forstå i stedet for at lytte for at overtage snakken eller for at komme med egne synspunkter. Lige netop disse samtaler er næring for hjernen og næring for personligheden. Vi har alle brug for at være sammen med mennesker, der nærer vores hjerne. Vi har også brug for næring til vores krop, nemlig sund og god mad og drikke. Vi har brug for næring på det fysiske og det mentale plan.
I dag er iPad, iPhone, android eller tablet hvermandseje – ligeledes er TV med mange kanaler fast møbel i familierne. Når opmærksomheden er rettet mod disse fantastiske nyopfindelser – og jeg mener faktisk de er fantastiske (jeg vil da ikke undvære mine), så er det også nødvendigt at tage stilling til, hvor meget de medier må fylde i hverdagen. For nylig var jeg jordemoder for et par der fik deres første barn. Under hele fødslen blev der sendt sms’er til venner og familier. Der blev opdateret på fb med fotos af kvinden, hjertelyden på barnet og hvad der ellers var at sende. Da barnet var født blev det lagt til brystet og så sad moren og tappede på iPhonen, mens den lille diede ved brystet. Jeg påtalte flere gange, om ikke det var vigtigere at være nærværende med barnet? De skulle lige… og det var jo ikke mit barn. Jeg kunne blot fortælle, hvor skadeligt det de havde gang i var/er.
Jeg ved, at den fysiske krop skal have næring for at vokse sig stor og stærk. Jeg ved også at hjernen og personligheden skal have nærvær og næring for at vokse sig intelligent og robust. Hvad med at tale om lige netop det rundt om i de danske hjem? Hvad med at lave en strategi for at servere nærvær sammen med næring (sluk for alle medier, mens I spiser). Hvad med at slukke helt for fjernsynet en aften om ugen. Hvad med at sætte din iPhone på lydløs, når I er sammen (du kan jo
altid senere se, hvem der har ringet eller sendt besked). Sig mig: Hvad er din families nærværs-politik?