Relationsstress, også kaldet livsstress.


Jeg møder rigtig mange klienter i min klinik, som har forskellige udfordringer.
Udfordringerne kan være:
• Belastningsreaktioner så som stress, depression eller angst.
• At stå op for sig selv, som jeg også kalder: at tilvælge sig selv.
• At finde sig i andre menneskers vredesudbrud, kulde og afvisning eller fysisk vold.
• At styre sit eget temperament og blive ubehagelig over for andre mennesker.
• At være selvskadende, enten i form af vægtproblemer, være i et misbrug – uanset
om det er for meget arbejde, sport, alkohol, mad, medicin, stoffer, forhold, sex, alt
for meget hensyn til andre osv. – alle former for ekstremer eller adfærd der giver
udfordringer.
• At blive i et forhold der ikke fungerer.
• At være tavs og eller underdanig.
Fælles for ovenstående udfordringer er, at de udspiller sig i relationer med andre
mennesker, og efterlader sig en smertefuld tilstand hos en eller flere. Den tilstand har
rødder langt tilbage i barndommen. Her tilpassede personen sig som barn, de vilkår, det
blev budt.
Det er min oplevelse, at mange slet ikke ser tilbage på deres historie, når det er en
udfordring at styre sit temperament eller at blive underdanig og tavs. De ser ikke tilbage på
barndommen. I stedet får partneren, kollegaen, søsteren, chefen, arbejdet, økonomien
eller en helt anden faktor skylden for det der sker. Det forklares med en her og nu reaktion.
Men tro mig, alle uhensigtsmæssige reaktioner i relationer skyldes følelsesmæssige
udfordringer fra barndommen. Barndommen er den vigtigste tid for ethvert menneske, det
er her mennesket formes.
Forestil dig en ny klump ler, som kan formes helt af den person, der former den. Nogle
forstår sig på leret – ved hvor meget det kan strækkes, drejes eller formes. Andre har ingen
forståelse for lerets konsistens og muligheder. De drejer det måske helt skævt, eller får det
strakt for langt, så det bliver skrøbeligt. Når leret er færdigbearbejdet, bliver det tørret
færdigt, så bliver det glaseret og igen brændt. Nu er resultatet klart. Det er blevet til
krukker, kopper, vaser eller noget helt andet med og uden skævheder, knaster og revner.
Uanset, hvad resultatet er, så kan det sammenlignes med et barn der vokser op. De vilkår
det bliver født ind i er afgørende for, hvor trygt og sikkert barnet lander som voksen. Især
forældrenes evne til at møde barnet som barn er vigtigt. At de guider, underviser, hjælper
barnet til at blive formet.
Når der er udfordringer i relationer med andre, så er det følelsesmæssig stress. Det er
stress over ens livsvilkår, det handler om. Det starter tidligt i livet og stille og roligt vokser
det, for en skønne dag at kamme over.
Når de mennesker kommer i terapi, så ved nogle af dem godt, at deres forældre ikke havde
de bedste forældreevner. Nogle har glemt alt fra barndommen. Nogle har haft en fantastisk
lykkelig barndom, ”helt harmonisk”, siger de. Andre undskylder forældrene – de kunne ikke
gøre for det.
For mig handler det ikke nødvendigvis om at finde ud af, hvad der er sket. Det er måske slet
ikke interessant. Det, der er interessant, er at blive bevidst om, at det er, som det er og at
det er noget gammelt, der trigger og udløser den uhensigtsmæssige adfærd. Når
bevidstheden er der, så er der mulighed for at beslutte sig for en forandring og så bevæge
sig i en ny retning.
Men hvad er forældreevne? Det er et meget stort begreb, men samstemmende kan det
siges, at det er forældrenes evne til at møde barnets behov alderssvarende og i øjenhøjde.
Her mener jeg alle barnets behov. Meget ofte ser alt fint ud ude fra, barnet har madpakke
med, rent tøj, er klippet og nyvasket, facaden er fin. Bagved dette kan der gemme sig alt
muligt. Det kan være, at barnet bliver skældt ud for at være umulig, kræsen, dum, uønsket,
umoden, tyk, grim osv. Det hører og ser forældrene opføre sig grimt overfor hinanden eller
overfor andre. Det bliver ikke set, hørt og mødt. Det bliver efterladt alene, presset med et
alt for stort ansvar eller alt for tidligt ansvar. Det bliver ”købt” med fine ting og sager.
Uanset, hvad der sker, så former det barnet. Barnet er afhængig af forældrene og tilpasser
sig. Barnet lider omsorgssvigt og det bliver måske ikke opdaget, fordi facaden er fin. Det
kræver nogle gange mod at se, at alt ikke var super rosenrødt i barndommen, men husk at
alle forældre laver fejl – ingen er perfekte.
Når en voksen bliver bevidst om sin relationsstress, så åbnes der muligheder for at ændre
retning, at finde hjem til sig selv. Det er ikke nødvendigt at huske alt og finde årsager til,
hvorfor det er, som det er. Men det er nødvendigt at tage ansvar for tilstanden, som den er
nu, og gå i gang med at forandre fremadrettet. Ved at forholde sig til det og tage ansvar.
Tænk igen på lerklumpen, der blev formet. Den blev måske til en kande hvor der er en
ujævnhed i bunden, en løs hank og en revne i tuden. Se på kanden og find det sted, der kan
udbedres. Nu starter reparationerne. Der skal måske slibes lidt af bunden, lappes lidt ved
hanken og lukkes en revne. Under arbejdet bliver bunden måske for tynd, så der skal
lægges et nyt lag på.
Når kanden bliver brugt, så bliver den, hele dens levetid udsat for stød, opvask, slitage –
her er det vigtigt at holde øje med kandens tilstand.
Nøjagtig ligesom det er med din tilstand.
Jeg talte med en kvinde, som kom med stress. Hun mente helt klart, det var hendes job, og
kun hendes job, der belastede hende. Ved nærmere eftersyn kom det frem, at hun havde
været vidne til, at hendes far skød sig selv, da hun var 13 år. Der blev ikke tilbudt hende og
hendes mor nogen hjælp. Kort tid efter begyndte hendes mor at drikke. Det var der ingen,
der opdagede, og kvinden her havde fået alt for stort ansvar alt for tidligt. Hun måtte
handle ind, dække over moren, vaske tøj, gøre rent, vække sin mor osv. Hun flyttede
hjemmefra tidligt og klarede sig selv. Lagde låg på og fortrængte så meget, at hun havde
glemt at hendes far skød sig og moderen drak sig ihjel. Hun sagde, at hun havde haft en
tryg og god barndom. Det troede hun på, lige indtil hun blev bevidst om, at hendes
stresssymptomer startede, da faren døde. Hendes stresssymptomer var blot blevet
forstærket år efter år især med vægtproblemer.
Det går hende bedre og bedre nu. Hun er blevet bevidst om sin historie og hun tager ansvar
for sig selv. Hun tilvælger sig selv nu. Hver gang hun reagerer på noget, så mærker hun
efter om der dukker en gammel følelse og handling op og så forholder hun sig til, hvad hun
vil fremadrettet.