Sku du ikke have indkøbsposerne med !

Min mand og jeg var på vej ind i Brugsen i går. Her mødte vi et par omkring de 65 år. Kvinden udstrålede kulde og ”hold dig fra mig” – hendes udstråling var afvisende og mundvigene vendte nedad. Hun skulle virkelig stå på hovedet for at smile. Manden kom traskede efter hende og tog en indkøbsvogn, så hvæsede hun med en skarp, høj og kommanderende tone: ”Sku’ du ikke have indkøbsposerne med”?! Manden sagde ikke noget, vendte blot om og gik med hængende skuldre tilbage mod bilen. Det hele foregik i løbet af ganske få sekunder. Men pyh, det løb mig koldt ned ad ryggen og spredte en isnende kulde fra sig. Der var ingen tvivl om, at hun var i dårligt humør, hvilket der kan være mange årsager til. Men det berettiger ikke til en dårlig tone overfor hinanden. Det berettiger heller ikke til at man går over på hinandens banehalvdel.

Nu er min mand og jeg ikke sådan at smitte med dårligt humør, men vi kiggede undrende på hinanden og blev enige om, at de vist ikke havde det så sjovt. Herefter bekræftede vi hinanden i, at vi har det dejligt med hinanden og i hinandens selskab, og at vi taler ordentligt til hinanden. Vi fik en god snak om oplevelsen og om hvordan mennesker taler med og til hinanden.

Vi kommunikerer hele tiden med hinanden. Både i form af det der bliver sagt med ord og det, der bliver sagt med kropssprog og tone. Kommunikation handler om at udveksle synspunkter og meddelelser. Information er derimod noget helt andet. Det handler om at give en besked til andre. Mange informerer hinanden, nogle kommanderer med hinanden, andre svarer for hinanden. Der er rigtig mange nuancer i det talte sprog.

Kommunikation er særdeles vigtig i et parforhold og i alle andre mellemmenneskelige relationer. Overfor partneren, børnene, kollegerne, vennerne og alle andre mennesker. Hvis det volder jer udfordringer, så er det en god ide at investere tid og energi i at lære det. Det er meget ofte en dårlig tone, der bliver brugt, såvel overfor hinanden i parforholdet som overfor børn. Det kan være i form af kommandoer, skæld ud, bebrejdelser eller forventninger til hinanden.

Mange har aldrig lært at kommunikere ligeværdigt og ansvarligt. De har ikke hørt det hjemme under opvæksten. Hvis det ikke har været en naturlig del af opvæksten, så ligger det ikke på rygraden. Det er ikke blevet til automatisk adfærd, men skal derimod læres senere i livet. Den gode oplysning er, at det altid kan læres at kommunikere ligeværdigt og ansvarligt, det kræver bare en lidt større indsats, når det ikke ligger lige på rygraden.

Når jeg i mit arbejde hører uhensigtsmæssig kommunikation, spørger jeg ofte: ”Hvem har lært dig det? Din mor eller din far?”. Som regel bliver der stille en tid og jeg kan se, at der kommer bevidsthed, og herefter følger et svar. Bevidsthed er forudsætningen for at starte en forandring, lige netop derfor er Imago terapi helt fantastisk.

Kommunikation handler også om, hvordan vi lytter til hinanden. Lytter vi for at forstå hinanden eller lytter vi for selv at komme på banen. Det er to meget forskellige måder at lytte på. For mig er det vigtigt at være interesseret og nysgerrig på det, der bliver fortalt. Jeg lytter for at forstå. Når jeg er interesseret og nysgerrig, så kan jeg blive endnu mere klar over, hvad min samtalepartner mener. Det kan jeg blive ved at spørge ind til det, der bliver sagt. Jeg ved jo ikke, hvad andre mennesker mener med de ord, de bruger.

Jeg har engang spurgt et par om, hvor ofte de havde sex. Kvinden svarede, at det havde de hver dag og manden svarede to gange om måneden. I sådan en situation bliver jeg nysgerrig på, hvad ordet sex betyder for dem. Det viser sig, at kvinden syntes, at de har sex, når de er tæt sammen i inderlige kys eller intim berøring. Manden mener, at de har sex, når de har samleje, der er forbundet med udløsning og eller orgasme. Tja, det er jo to vidt forskellige opfattelser. Det ene er ikke mere rigtig end det andet. Det, der er vigtigt, er at kommunikationen mellem dem fungerer, så de begge ved, hvad den anden mener.

Det ansvarlige samarbejde om at få et parforhold til at fungere, har brug for en ligeværdig og ansvarlig kommunikation. Hvordan ser det ud hos jer?